Vores historie

Virksomheden er opstået i 1976 ud af et opdaget behov for kalkprodukter af høj kvalitet til restaurering og vedligeholdelse af kulturhistoriske bygninger. Virksomheden blev i første omgang etableret som en sideforretning til murerfirmaet, Rødvig, som var specialiseret i restaurering af kirker og havde behov for at læske kalk på den gamle naturlige måde og lagre den i kuleanlæg. Det oprindelige virksomhedsnavn var derfor Rødvig Kulekalk.

Det blev hurtigt klart, at mange andre velegnede produkter til restaurering også var ved at glide ud af det danske marked, fx hydraulisk kalk, ægte jordfarver og velegnet kvartssand. Der viste sig at være et uopdyrket nichemarked for disse produkter, og for at kunne følge med efterspørgslen indgik vi en aftale med Jurakalkfabrikken i Schweiz om leverance af jurakalk, franske jordfarver og kvartssand. Det førte i 1985 til en eneforhandling af jurakalk over hele Skandinavien og en stor del af Tyskland. Dermed var der basis for at sælge murervirksomheden fra og fokusere 100% på leverance af højkvalitets kalkprodukter til restaureringsbranchen under virksomhedsnavnet Skandinavisk Jurakalk.

Sortimentet er siden blevet udvidet med flere og flere specialprodukter i takt med at markedet er vokset og specialiseret. Produktionen foregår i dag i højere grad i Danmark og er baseret på de rige kalkforekomster i det sydøstlige hjørne af Sjælland, hvor vi holder til. Og når vi i disse år med kalkprodukter som spydspids udvider vores forretningsområde til bæredygtigt byggeri, har vi valgt slet og ret at kalde os KALK A/S.