Pudsning på forskallede lofter og skillerum

Forinden pudsningen må disse flader overtrækkes med rørvæv. Rørvævet gives et passende overlæg, og samlingerne sømmes med en ekstra tråd. Trådene i måtten sømmes med galvaniserede 1” rørsøm fra 15 til 20 cm imellem sømmene, idet sømmene strækker tråden ud og strammer den til modsat side hver gang. Ligger bræddeskillerummet i forlængelse af en mur, vil det være rigtigst at spænde en 6” strimmel kyllingenet med 3/4” masker over samlingen. Vil man have en særlig sikker loftspuds, kan man foretage en dobbeltrøring med fortløbende stød. Her må bruges 1½” galvaniserede rørsøm, for bruges de korte søm, vil man knuse rørene omkring sømmet, og det er netop ideen med rør, at disse skal ligge hele inde i pudsen og gøre pudsen mere smidig og mindre modtagelig for stor revnedannelser.

Er rørarbejdet færdigt, kastes der et lag fed mørtel på rørvævet. Dette bliver omtrent udfyldt, og når kalkmørtlen er tørret så meget, at den er brugbar, overgnides fladen med et træbræt (væggen stødes af), en del af mørtlen trykkes ind mellem rørene, og resten udjævnes. Når udkastningen er hvidtør, pudses væg eller loft groft og fint. Grovpudsen består af fed kalkmørtel, den trækkes på med et stålbræt, afrettes med retholt og jævnes over med et træbræt.

Vil man have fladen stående uden yderligere behandling, afrives den med rivebræt. Den grovpudsede flade pudses færdig med finpudsning.