Råd til indvendig behandling

Du kan bruge Rødvig Finpuds til at give dine vægge en stoflig tekstur, hvor farven er arbejdet ind i overfladen og ikke lagt udenpå bagefter. På ydervægge som er muret og pudset op i kalkmørtel, kan du desuden opnå en 100% diffusionsåben væg, som skaber en selvregulerende fugtbalance i boligen og dermed et ideelt indeklima.

Du kan både få Rødvig finpuds uden farve eller indfarvet i 42 standard nuancer eller i specielle nuancer efter dine ønsker. Du kan bestille farveprøver ude i banneret i højre side. 

En væg som er afsluttet med finpuds kan du senere behandle med Rødvig Sandkalk, når der er behov for at friske den op. Den vil herved kunne holde i rigtig mange år.

Pudsning af vægge med finpuds

Som et diffusionsåbent produkt skal de vægge du anvender kalk finpuds på være sugende – og ikke mindst have en ensartet sugevne. Farvenuancen afhænger nemlig af hvor hurtigt pudsen tørrer. Umiddelbart inden du pudser op, skal du derfor fugte væggen med en vandforstøver eller rygsprøjte. Derudover skal du sørge for altid at arbejde vådt i vådt og gøre pudsningen af et vægafsnit færdigt i én arbejdsgang for ikke at lave synlige overgange. Du påfører finpudsen med et stålbræt i et lag ca. 1-2 mm tykkelse og filtser derefter overfladen med filtsebræt med viskosesvamp.

For at få et stærkere underlag at pudse på, kan det være en god idé et par dage inden at behandle væggen med kalkvand, som binder overfladen sammen. Det kan du gøre enten ved at stryge den over med en kalkkost eller ved at spraye kalkvandet på væggen med en vandforstøver eller en rygsprøjte.

Den optimale væg at behandle med finpuds

Den optimale væg at behandle med finpuds er en murstensvæg, som er opmuret og grovpudset med kalkmørtel. Den har en åben overflade med en god og ensartet sugeevne, som du derfor vil kunne pudse direkte på. Vægge pudset op med cementmørtel har en mere tæt overflade og dermed ikke så god en sugevne. Dem skal du derfor først enten spartle med en grov sandspartel eller sætte en multiklæb på, som kan holde pudsen. Det samme gælder vægge af beton, gips og andre tætte materialer, hvor en mulltiklæb vil være den bedste løsning til at holde finpudsen.